Reflektioner

stakkels mig. stakkels lille mig.

det er så synd for mig det hele - alt er så nederen og ærgerligt. jeg er sindssygt nedtrygt hele tiden, og det selvom jeg står i en tid, fyldt med muligheder og udfordringer..

Phuu… bare ordet, udfordringer.. det giver mig kvalme for tiden. jeg har ikke lyst til noget som helst. omvendt, har jeg heller ikke lyst til, ikke at lave noget. når jeg sidder herhjemme, og gemmer mig fra verden, i mit lille univers, med min mac og min kaffe, og nedrullede patiener, har jeg det heller ikke dejligt. når jeg er ude er det nederen, når jeg er hjemme er det nederen. jeg sagde mit job op i sidste uge. jeg stopper om tre uger. jeg har ikke fundet et nyt job endnu. alligevel takler jeg det meget stille og roligt, lige udover i dag, hvor jeg var ved at gå lidt i panik på arbejde, da jeg sad og kiggede på jobannoncer, og ikke kunne finde noget der tiltrak mig…

jeg står i den situation, at jeg har lyst til at prøve noget nyt. aller helst har jeg lyst til at starte på en uddannelse efter sommer. det er i bund og grund hvad jeg virkelig har lyst til.. og det er første gang i måske 6 år jeg har vidst, hvad jeg virkelig gerne ville.. men mine unges års mængde af dumme beslutninger økonomisk har gjort, at jeg står i gæld over begge øre - og derfor har et månedligt udgiftsniveau på alt alt for meget over, hvad en su kan dække. det er så synd for mig.. alle de ting jeg har købt igennem tiden og alt det jeg har forbrugt, skal jeg rent faktisk stå til ansvar for. det er sjovt som folk skylder skylden for deres overvældende store lån og forbugsgæld over på bankerne og finanseringsselskaberne. ja, de tager en grotesk høj rente. ja, de tjener fuldstændig absurd mange penge. men, der er efterspørgsel. vi vil ha det de har - penge. penge er gode at have, kedelige at tjene, irriterende at mangle. der for er lån den bedste måde man kan få dem på - man sender et stykke papir ind til et kontor, og få til gengæld udbetalt 25000 kr. det er meget lidt arbejde, for et meget stort udbytte. tænker man.. initialt. indtil man opdager, at man de sidste 5 år har betalt en månedlig afgift på 600 kr. som nu sammenlagt har gjort den tilbagebetalte mængde af penge til 40000 kr.

paralyseret af reklamefirmaernes, brandingselskabernes og erhvervspsykologernes intensive pengeindskud til fortsat at forske i hvordan min hjerne påvirkes aller bedst, eller nemmest, har jeg boltret mig i forbrugens glæder, uden hensynstagen, og nu - ja nu, betaler jeg prisen. men underskrifter har jeg solgt min frihed til djævlen. djævlen værende store rige finansselskabers kapitalfond-ejere. se, nu gør jeg det også selv. jeg bliver bitter over jeg selv har forbrugt så meget, at jeg skylder andre penge for det forbrug jeg ikke havde råd til. som om, det er deres skyld jeg er i gæld. de har opstillet muligheden - men i bund og grund har jeg også mulighed, helt teoretisk, for at slå ihjel. eller stjæle.. dog er det emner jeg aldrig kunne finde på at købe. aldrig. men min frihed sætter jeg gerne over styr fordi jeg vil have råd til endnu en luksus.

det er så synd for mig.

en ting jeg virkelig er dårlig til, er faktisk at synes at ting er synd for mig. jeg synes altid jeg bliver så forfærdeligt ulækkert ukontrolleret at høre på, at det giver mig kvalme. hvis der er en ting her i verden jeg ikke kan fordrage, så er det når mennesker ikke kan kontrollere sig selv. det er vammelt og jeg foragter det. min egen ukontrollerethed er min største frygt, og jeg vil fornægte det til jeg dør.

tilgiv mig.

er det den vinkel jeg behøver for at nå et resultat..

en endeløshed af små stier, der snor sig rundt omkring, et mål jeg endnu ikke har formået at formulere. og hvordan kan du nå et mål, når du ikke ved hvornår du er der.. det er måske umuligt, måske er det faktisk bare hele processen jeg nyder, snoende og ulykkelig. kan man tænde på at være ulykkelig? enhver coach eller psykolog ville nok kalde det en offer rolle, som skal slippes - og tilintetgøres. men jeg har prøvet.. tro mig, jeg har virkelig prøvet, jeg har gjort alt i min tænkelige magt for at tilintetgøre min offerrolle, men af en eller anden årsag, vender den altid tilbage, når alt er fantastisk… selvdestruktiv adfærd siger du? ja, måske… men ikke desto mindre et reelt problem i min hverdag.. jeg søger det ulykkelige, det melankolske, det ensomme.. og jeg er tiltrukket af en afhængigheds forelskelse. jeg er forelsket i at være afhængig.. af alt muligt.. intet jeg gør gør jeg i balance, det er hvidt eller sort, alt eller intet, fantastisk eller forfærdeligt. hvorfor.. hvorfor skal jeg være sådan her - jeg bryder mig slet ikke om at være det menneske jeg er.. og jeg kan samtidigt godt lide at være mig.. det er ambivalent.. og idéen om ambivalens gør, at jeg virkelig bliver desperat og forsøger at gøre det endnu mere ekstremt. jeg er ikke super glad for min situation, og jeg bebrejder kun mig selv. andre for at de presser mig når jeg i forvejen er presset til bunden, men i bund og grund bebrejder jeg mig selv ikke dagligt, men sekund for sekund, for ikke at udnytte mit maximale. det er elendigt at have det sådan hele tiden - uanset hvad jeg gør søger jeg ekstrem bekræftelse i mine handlinger, og samtidigt tænker jeg, at det ikke er nær godt nok. mit arbejde bekræfter mig meget i denne følelse for tiden, især i denne uge - phu… ubehageligt intenst og for meget. alt alt for meget. man skal ikke føle så mange ting på en arbejdsdag.. man er jeg.

mon tilgiv mig ville hjælpe på ovenstående. ja jeg leder efter quick fixes! hvem kan jeg bede om tilgivelse for at få det godt igen…

Par der flytter til sønderjylland sammen. Par der får børn og flytter i større lejligheder. Par der elsker, par der hader, par der er utro, par der har problemer. Folk der får fra hinanden og er lammet for enhver positiv følelse i mange måneder efter. Par der er så forbandende bange for ikke at være et par, at de forbliver i forhold trods de mister mere og mere af dem selv, og en dag vågner op og finder ud af, at de er gået på kompromis med alle deres interesser, lyster og interesser de sidste mange år. Par der ses i weekenderne. Par der støtter hinanden, når ingen andre gør. Par der ikke ønsker andet, end at ligge her hos dig. Par der er par, fordi de burde, fordi de ikke kan andet, fordi de ikke vil andet, fordi de elsker hinanden.

Par og kærlighed… jaja.. den er god med dig.

der er få ting i verden der forekommer mig trivielle…

Men hvis jeg skulle nævne en ting, ville denne være de intriger der opstår mellem dem man elsker og en selv.

Jeg forundres hver gang over den forudsigelighed vores psyke ligger for dagen. Det er som om, at alle menneskets reaktioner og traditioner kan skemalægges og standardiseres. Hvis du reagerer på en bestemt måde, er der ofte en tråd til enten din barndom, dit selvværd, din opdragelse, dine forældres etik og intellekt eller i hvert fald en tråd til, hvor du kommer fra og er på vej hen..

Når jeg tænker psykologisk over mine følelser og reaktioner, synes jeg i øjeblikket altid de er dybt enestående og specielle - men sandheden er en helt anden. For jeg ser et mønster i dem. Jeg opdager gang på gang, at jeg igen har handlet på en bestemt måde som er karakteristisk for mig og for de tidligere reaktioner om samme emne.

For at blive lidt mere konkret. Jeg har haft en uenighed med min bedste ven. Min bedste ven er for mig, hvad en kæreste er for mange andre mennesker. Jeg har aldrig været så god til det med forhold, i hvert fald ikke at indlede dem eller at finde de mennesker det skulle være med. Derfor har jeg bundet nogle utroligt tætte bånd til mine venner i stedet. Jeg elsker dem mere end noget andet, og min udfordring i denne forbindelse er, at jeg kommer til at få samme reaktioner så som jalousi, overdrevet savn, tankespin og  irrationelle konklusioner. Min ven, har haft meget travlt, og er netop gået i gang med en del forskellige jobs på samme tid, hvilket har taget meget af hans tid og har stresset ham en del. Hvis du spørger mig overdriver han lidt stressen i det, da det egentlig er jobs han synes er interessante og spændende, men uoverenstemmelser med overordnede og mange opgaver efter hinanden har gjort hans overblik til næsten ikke eksisterende i en periode. Selv er jeg også igang med et nyt projekt hvor jeg er startet som selvstændig og nu forsøger at hive kunder ind. Jeg har et talent for at fortælle og undervise, som jeg er blevet hyret til at gøre ofte. Noget jeg egentlig hader - men som jeg er god til, og derfor får jobs på. Jeg stresser selv sindssygt meget over disse opgaver - og er meget følsom for tiden, da jeg er på usikkerhedens grund med mit projekt. Jeg har tillige dobbelt husleje da jeg er så heldig at ligge inde med en andelslejlighed jeg ikke kan komme af med, samtidigt med jeg købte en ny bil for ca et halvt år siden - hvilket også var noget af en fejlinvestering. Derfor er både økonomien og mit mentale overdrevede behov for sikkerhed meget udfordret for tiden. Dette resulterer i en overfølsomhed - som har kulmineret.

En masse misforståelser, fejltolkninger og et meget pessimistisk fokus har resulteret i, at min ven og jeg ikke har kommunikeret ordentligt sammen længe. I dag var dagen det blev for meget og boblen sprang Dette resulterede i, at vi fik talt det igennem og fik redt trådene ud. Det var rart.

Konklusionen på vores samtale var dog at det var min overfølsomhed der var årsag til konflikten, og at min ven ikke havde betragtet det som en nær så stor konflikt som jeg havde. Det overraskede mig enormt meget - ligeså meget som det overraskede ham at det for mig var så stort et problem. Da snakken var endt og trådene var redt ud, havde jeg forstået at det var mig den var gal med. Det var mit konstante fokus på at finde alle de ting som netop talte for at han var nederen og sur, der gjorde at jeg kun lagde mærke til disse ting. Han fortalte at han flere gange havde sagt og gjort mange af de ting jeg efterspurgte ift. konflikten - dette var handlinger jeg på ingen måde har lagt mærke til eller kan huske.

Det fik mig til at tænke en del. Først og fremmest på at han “vandt” diskussionen hvilket var ret hårdt for mit ego - men især også på, at det er overdrevet betydningsfuldt hvor ens fokus er. Når man fokuserer på de negative ting, eller konstant tænker: Han er efter mig = ligger man også mærke til når vedkommende kommer med en bemærkning der kan understøtte dette fokus. Det farlige ved dette er, at man glemmer at lave en rationel opvejning af, hvorvidt modstridende bemærkninger eller handlinger evt. ville udligne og at man netop ikke ser tingene i et objektivt syn.

Det er vigtigt med fokus. Går du rundt hele dagen og tænker; “Jeg er ikke god nok” vil du naturligt ligge mærke til alle de handlinger, blikke og sætninger omkring dig der netop vil understøtte denne tanke. Kigger en person skævt på dig, eller kommer der en mærkelig bemærkning kan denne meget hurtigt tydes til netop dit fokus, at du ikke er god nok. - han kiggede mærkeligt på mig, se selv, jeg er ikke god nok!.

Er dit fokus derimod det omvendte: “jeg er et godt menneske og jeg kan mit pis” - kan selvsamme blikke eller bemærkninger tydes til dette. Det underlige blik kan tydes til at vedkommende er interesseret, skeptisk overfor en interessant sammensætning af ens tøj eller stil, eller aller mest sandsynligt ligger du slet ikke mærke til blikket. Du ligger derimod mere mærke til ham der smiler meget, og den søde kommentar i krogen.

I mit tilfælde var mit fokus konstant på at finde handlinger fra min ven der understøttede min mistanke og frustration om, at vi havde en konflikt. Mit fokus var så intenst at jeg ikke engang kan huske at han har sagt positive ting og gjort pæne gerninger. Det har gjort alting så meget sværre at deale med og overskue.

Det er interessant at undersøge hvordan dette fokus som kan være så stærkt når det er negativt, kan bruges positivt i stedet. Hvis jeg lagde samme kraft i at fokusere på de positive handlinger, sider og kommentarer fra hans side, er jeg sikker på jeg ville være ovenud - og mere end sædvanligt - tilfreds med vores tilstand. Kraften (her kommer guldkornet du har ventet på) ligger i, at tage den helt abnormale energi vi som menneske kan manifestere i det negative fokus - og dreje den til et positivt og optimistisk fokus. Et fokus om kærlighed og udvikling og glæde.

Det kan sammenlignes lidt med journalisten der ser to børn lege cowboy og indianer på legepladsen med legetøjspistoler. Han kan vælge at lave en historie om og undersøge fakta der underbygger at børn er blevet bedre til at kommunikere end i gamle dage, eller at der fra legetøjproducenternes side lægges flere kræfter i at uddanne børn om vores historie og fortid vil at give introduktioner og legetøj der kan lære dem om verdens udvikling og skelne mellem rigtigt og forkert. Han kan også vælge at lave en historie om, at den pågældende legeplads er x antal år gammel og der siden starten har været x antal børn at lege på den. Sukkersødmen kan let krydres med historier om integrationsprocesser, kommunikation mellem børn, at lege er at leve - samt laves et sødt interview med en bedårende lille unge, der fortæller om at han har lært sin nuværende bedste ven at kende, netop på denne legeplads.

Journalisten kan derimod også vælge at skrive en historie om, hvordan våben er blevet en stor og åbenlys del af vores alle sammens hverdag, og at børn i stadig stigende grad får lejetøj der repræsenterer og lærer dem om krig, ødelæggelse og had. Han kan binde led mellem børnenes legetøj og de skyderier der har været i USA, Tyskland og Frankrig hvor unge mennesker har skudt en masse skolekammerater i aggresive anfald - og hvor nemt de har købt disse våben. Der kan meget hurtigt bindes en tråd mellem børnene på legepladsens forældres valg af legetøj - og unge menneskers stadig stigende brug og kendskab til våben. Endelig kan han sætte spørgsmålstegn ved opdragelse i nyere tid, og om forældre i princippet ikke køber sig ud af det kreative ansvar ved at give børn det de ser på tv/film. For virkelig at toppe sin negative vinkling, kan han trække en tråd fra legepladsen og til en aktuel situation i medierne (pt. skyderier på nørrebro i denne sammenhæng).

Det handler KUN om vinkling - eller sagt anderledes, om fokus.

Netop denne vinkling vil jeg undersøge. Jeg vil undersøge hvordan man som menneske bliver helt bevidst om sit eget fokus og konstant holder sig oppe på, at have en positiv og udviklende, optimistisk og kærlig vinkling af sin hverdag, sig selv og sine oplevelser. Hvis jeg kan finde denne formel, tror jeg at det bliver svært ikke at leve et tilfredsstillende og berigende liv. Jeg er næsten sikker.

nathaniel 19032009

 http://www.youtube.com/watch?v=b9s-KYMxj…

måske er det ok?

Måske er det ok at være lidt hadfuld engang imellem. At hade er ellers et tungt og meget negativt ord og starter straks en række tanker i mit hoved. Er det ok at være en smule distræt i nærværd af mennesker man ikke kan lide, og er det ok at udtrykke sit umiddelbare modvilje mod personer, til personer der elsker disse mennesker? Og hvad er had er egentlig? Hvornår hader man nogen, og hvornår er man “bare” overvejende misfornøjet? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg selv har utrolig svært ved ikke at hade en bestemt person - dette påfaldende og bejlende had frustrerer mig meget. Rigtig meget.

Måske er det ok at have hemmeligheder og være fortrolig med sig selv omkring forskellige ting. Måske er det ok, at være indadvendt og skeptisk overfor mennesker man hader - om nogle bestemte presserende emner? Jeg er meget udadvendt og empatisk - det har sine omkostninger ofte, især når man føler man giver mere end man får - det er det sværeste ved at være et meget empatisk menneske… Man bliver lidt usikker - får en smule dårligere selvtillid måske? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har meget svært ved at trække mig tilbage når jeg først virkelig er begyndt at elske - og måske er dette min ulempe.

Måske er løsningen på mange af mine frustrationer blot at trække sig tilbage og være mere indadvendt. Måske handler det om at være indadvendt netop om at tænke og reflektere over det der sker, inden i. Jeg er en person der egentlig tænker og reflekterer meget - men omvendt er jeg også en person som på ingen måde kan holde ud, at være væk fra centrum og der hvor tingene ikke sker. Det gør mig vanvittig at vide, at et eller andet sted i nærheden af mig, foregår der noget sjovt, interessant eller spændende som jeg ikke er en del af. Jeg bebrejder ofte min generation for denne manglende tilstedeværelse i nuet og den evige rastløshed. Nogen vil måske kalde det damp - mental damp… Jeg er tilbøjelig til at være enige med dem…

Måske er anden løsningsmulighed på mine frustrationer ikke at betragte dem så meget. Måske skal jeg egentlig bare lære, at være i et med mine følelser og sindsstand uanset hvad denne måtte være. Jeg forsøger hele tiden at reparerer, fixe, ordne, få styr på, planlægge eller overveje hvorfor jeg handler, føler og gør som jeg gør. Det er måske ikke helt så sundt alligevel - måske er det sundere ikke at forsøge at få følelserne til at passe ind i kasser og blot tænke; Jeg tænker, føler og handler - derfor er jeg. (ok - kliche, men i forstår betydningen).

En af mine kommende blogs bliver om Life 2.0 og hvordan hele medie- og modekulturen presser mig og mange jeg kender til konstant, at leve i et overvåget og “delt” liv. Intet er privat længere, og derfor er vi også som mennesker begyndt at reklamere og promovere vores privatliv på en bestemt måde og til en målgruppe.. Jeg kalder mylife branding.

10022009 Nathaniel

Hvis et forhold skal vare ved, er opskriften så fuldkommen accept - eller er det utopi? Det var dagens tema.

Min veninde besøgte mig i dag efter arbejde, hun var fortvivlet. Hun elsker sin kæreste mere end noget andet i verden, men han elsker en vane lidt mere end han elsker hende. Det er frustrerende for hende, for man kan aldrig konkurrere med en vane der ligger så dybt i en person, som denne gør i ham - alligevel opgiver hun ikke kampen for noget i verden.

En klog man fortalte mig engang at succesformlen på det perfekte forhold er fuldstændig accept. Hvis man i et forhold er afklarede om, at forholdet har den største og vigtigste prioritet og værdi af alt i livet, og man udviser den evige accept af sin partner, vil forholdet leve. Han mente selv at han i sit eget forhold havde fundet denne accept og forsikrede sin partner om, at uanset hvad der nogensinde ville ske - ville han for intet i verden holde op med at elske hende. Han accepterede hende, fortalte han, uanset hvad hun gjorde.

Jeg tænker i dag: Er accept succesformlen på det bedste forhold. Kan man i virkeligheden kun leve sammen med et andet menneske, hvis man til fulde accepterer dette menneske for dets værdier, handlemønstre, baggrund, kultur, passioner osv. Måske… Jeg er dog stadig lidt i tvivl med hele denne her kærligheds ting. Jeg har på det sidste påtaget mig en accept af, at kærligheden er det vigtigste vi har i dette liv - at alt det andet er et spil vi alligevel skal spille, men kærligheden skal gribes fast i og nydes når muligheden byder sig. Man kan jo ikke tjene sig til kærlighed, eller arbejde sig til det. Man kan ligeledes ikke opstille mål og planer for kærlighed. Man kan gå i en bestemt retning for at finde den, men man kan aldrig helt være sikker - man kan kun gøre sit bedste (resten er ikke op til en). Alt det andet; Jobbet, karrieren, skolen, pengene, tingene, rejserne, oplevelserne og værdierne kan man arbejde sig til og hen imod. Når kærligheden til en ven, en partner, eller kærlighed i form af en passion opstår, er det min overbevisning at man skal gribe fast i den og holde fast så længe det føles rigtigt.

Men hvis kærligheden er det vigtigste i livet, hvorfor er den så evig svær at gøre tilfreds. Hvorfor er der så mange forhold der går i stykker grundet dårlige ting, og ikke blot naturligt opbrud. Hvorfor skal vi fylde os med eksterne referencer når det kommer til vores inderste følelser og vores absolutte forståelse for det vigtigste i livet. Hvordan kan det være, at folk er utro, misbrugeriske, afvisnede, arrogante, selvfede, og generelt har perioder med så stort personligt underskud, at det går ud over kærligheden. Hvofor fokusere nogen mennesker så meget på opnåelsen af ydre faktorer at de ikke har tid til at gribe kærligheden, når den endelig byder sig. Hvorfor er det, at det virker som om, at mange mennesker har fundet ud af, at kærlighed ikke er det vigtigste i livet. Hvordan kan dette ikke nødvendigvis være en global sandhed?

Jeg har endnu ikke mødt nogen der har modargumenteret påstanden om, at kærligheden er det vigtigste vi har. Dog har jeg set mange bruge meget tid på alt andet end netop kærligheden. Og det forstår jeg ikke.

For at vende tilbage til min veninde og hendes kæreste. Deres problem er, at de vil det samme i 2 helt forskellige tempoer. Min veninde vil gerne se bevi på, at kæresten ønsker en familie med hende, og hun er desperat efter at få det engagement fra kæresten, som hun mener er nødvendigt før hendes billede af deres fremtid er i korrekt sigte og tempo. Han derimod, har skeletter i skabet som han skal have bearbejdet. han ved det godt selv, han har bare druknet projektet i større omgange misbrug af det ene og det andet, som han først skal have fjernet. Det gør det for det første ikke nemmere, for slet ikke at tale om tidslinien i det. Men hele pointen er, at de vil det samme - de vil begge have børn, de vil elske, de vil le, de vil opdrage, bringe liv til verden og føle at de gør noget stort for deres verden. De er bare ikke samme sted i deres verden, og det ser ud til, at netop dette vil adskille dem.

Så tænker jeg kraftigt på, hvad der stimulere lysten og behovet for, at tingene skal være på en bestemt måde. Min veninde er ræd for, at hun ikke bliver en ung mor. Hva så hvis hun ikke gør. Det gør jo egentlig ikke så meget, så længe hun får muligheden for at få et barn, og elske det (igen, kærligheden). Jeg vil selv også være en ung forældre - og mine egne frustrationer er, hvorvidt jeg nogensinde får et barn. er jeg overhoved egnet til at have et barn. Hvad vil det koste, og kan jeg tilbyde det et barn virkelig fortjener i denne verden. Når jeg sammenligner og ser programmer som de unge mødre - bliver jeg overbevist om at jeg, om nogen anden, kan opdrage et barn med masser af kærlighed og forståelse. Jeg er sikker på at mine værdier er et barn værdigt, og desuden er jeg af den tro, at man vokser med opgaven. Jeg tror ikke man nogensinde for alvor er voksen, før man har fået et barn selv.

Det handler om forståelse. Vi vil gerne forstå og forståes. Årsagen til man vil være en ung forældre er vel netop, at barnet skal forståes og have en forståelse af ens egen hverdag. Man vil ikke så langt væk rent kultur-mæssigt, at man som vores egne forældre generationer har svært ved at sætte sig ind i problemstillingerne der gør sig gældende for vores virkelighed. Forståelse er svaret. Men hvis jeg allerede ved det nu, hvordan kan det så blive en problemstilling i fremtiden. Jeg tænker, hvis mit fokus - trods jeg fx blev en gammel far - var at forstå mit barn og have forståelse for den anderledes kultur mit barn uundgåeligt ville vokse op i, ville jeg jo være forberedt. Jeg ville ikke begå de samme fejl og have de samme ulemper som mine forældres generationer - da de netop ikke havde dette fokus.

Aftenens konklusion bliver, at man ikke skal bruge alt for meget indsats på at forbedre sig på områder, man allerede er reflekteret nok til at kunne imødekomme positivt. Indsatsen skal ligges der, hvor der virkelig er behov for den - og for mig handler dette om kærlighed.

og så havde jeg pludselig ikke så tralvt.

nathaniel 14102008

 http://www.youtube.com/watch?v=5P6UU6m3c…

reflekterende kigger jeg tilbage på få illustrationer af tidsliner i min fortid
i bange anelser over mine manglende præstationer
og mine flatterende selvcentrerede øjeblikke af lykke og kunskab
trøstes jeg af mine bange anelser.

Havde jeg mulighed for at fortryde, havde jeg så fortrudt? Havde du.. ?

Når en person dør, eller truer med at dø, eller er ramt af en dødsfælde, sættes tingene meget i perspektiv. Fokuseringen begynder først egentlig - når man har mistet noget man troede var umisteligt. Jeg tror ikke på døden. Jeg tror på livets cyklus som altid og uundgåeligt skal stoppe på et tidspunkt. Jeg tror på, at man som menneske skal ivaretage sin største forpligtigelser - disse er få men vigtige. Man skal værne om kærligheden og forsøge at sprede denne så meget som muligt og til så mange mennesker som muligt. Jeg tror på det er det vigtigste vi har netop er kærligheden. Dernæst er min intuition at overleve men samtidigt leve. Mange spørger det efterhånden klichefyldte spørgsmål, lever du eller overlever du? Jeg vil leve og overleve samtidigt i en harmoni. Jeg vil have alt det mennesket kan få, teste mig selv i de yderste grænser, og udfordre og udforske mig selv og min egen tilgang til verden. Alligevel er jeg bange. Jeg har ikke lyst til at begå nyheder jeg ikke kender. Jeg vil leve, men inderst inde tænder jeg på sikkerheden. sikkert men frit - er det noget der hedder det? hvis der er, er det den måde jeg lever på.

Alt nyt forskrækker mig. Hvordan kan det være? Jeg er 24 år gammel og har mange nyheder og muligheder foran mig. Hvis jeg allerede nu frygter en hel masse, hvad sker der så ikke når jeg er 48 og har levet 2 gange det jeg har levet indtil i dag. Og hvad hvis jeg dør i aften eller i morgen, og ikke får levet mere end jeg har levet indtil i dag.

En ven og jeg sad den anden aften og blev enige om en sandhed; Afslut alle dine afslutninger positivt og godt - det kan være det er den sidste afslutning. Årsagen til dette var en samtale jeg startede på baggrund af at der er meget død omkring mig de sidste uger. En i min periferis far er netop død, en andens bror truer med selvmord, en tredjes far har 6 måneder tilbage at leve i, og min egen faster er kræftramt og dør højst sansynligt meget snart. Jeg kan ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved livet når jeg tænker på døden. Hvis døden er det eneste sikre man har i sit liv, hvorfor lever man så ikke mere end man gør. Jeg er ikke antikapitalist, men hvis jeg virkelig skal tænke over tingene, skal jeg gerne indrømme at jeg frustreres ved den daglige gang. Jeg frustreres over at vi bruger så meget tid og energi på at arbejde og uddanne os til at blive bestemte indtægtskilder, for så efter at leve et liv vi er begrænset til at nyde. Ja jeg taler om den endnu engang klicheramte sætning middelmådigheden. Eller proletar… eller whatever det er egentlig ligegyldigt, jeg taler om det liv man lever, når man arbejder for at få råd til den næste fremgang på den personlige side. Den næste bil. Den næste lejlighed. Den næste ferie eller oplevelse. Og hele tiden låner sig til mere og mere gæld fordi man har et evigt behov for at stimulere sin sans for at få nyheder og nye ting og selvrealisere sig selv i et forbrugersamfund - eller en forbrugerkultur. Hvad er man hvis man er forbruger - evigt bundet af sin lyst til realisering igennem produkter? Eller er man bare nysgerrig efter at få alt det de andre har.. eller det de andre ikke har råd til.. Jeg forstår faktisk ikke hvad det handler om - jeg forstår ikke min egen nysgerrighed nogen gange - og min egen evige bestræbelse på at retfærdiggøre det evige forbrug der kun avler en ting, nemlig sig selv.

Det kom af, at man binder sig. Binder sig til gæld. Binder sig til arbejde, karrierer, familie og faste rammer. Man binder sig måske nogen gange til en livsstil og har så svært ved at frasige sig den igen, at hele livet går op i denne ene ting.

Jeg vil afsløre en hemmelighed: Nogen gange er jeg bare for at jeg bliver “syg” ligesom min mor, og alle antikapitalisterne - og gør noget drastigst. Jeg er bange for at jeg er igang med at bruge rigtig meget tid på noget, jeg en dag i fremtiden vil kigge tilbage på og fortryde. Tænk hvis jeg om 10 år indser at jeg netop ikke er interesseret i det søde liv, den store karrierer og forbrugerriget af materielle goder. Bemærk, det er ting som jeg elsker nu. Som jeg dyrker. Jeg elsker min karrierer - mit arbejde, min selvrealisering igennem løb nogle gange om ugen. Jeg elsker de nye ting jeg får. De muligheder jeg har. Min løn. Mit ansvar. Mit liv i dets forenkelthed. Jeg glemmer dog en ting på denne rejse. Jeg glemmer at elske mig selv. Det er for mig svært at elske noget, man har haft så travlt med at skabe.

Kan det lade sig gøre at leve så meget i et skuespil, at man til sidst helt glemmer hvad startede med at være? Og er der nogensinde en egentlig grobund eller er vi alle konstante udviklinger og nyskabelser?Jeg har anlagt mig således for mit eget vedkommende, at jeg forsøger at dyrke kærligheden, venskaberne, hyggen, det euroforiserende, det storslåede og de behagelige positive følelser i den mellemliggende periode mellem min fødsel og min kommende død. Jeg forstår det ikke helt, for hvis jeg var vovet ville jeg måske gå ud i verden og se hvad der skete. Opleve nye ting og møde nye mennesker for at finde ud af, hvad faren er - og hvad jeg kan vinde på det. Der  er så meget skabt stimulans og underholdning at det gør jeg ikke. Men ville jeg gøre det, hvis ikke der var? Hvad lavede man dengang der ikke var tusinde ting man skulle gøre, nå, være og tjene? Dengang man ikke så visioner for sig på nettet, eller havde adgang til gmaps så man kunne se et closeup af den ø man smaddergerne vil besøge (hawaii for mit vedkommende). Tog man ud at rejse dengang og oplevede en hel masse - eller kommer mine bekymringer udelukkende af, at jeg lever i en kultur og et samfund hvor jeg har alt. og alle muligheder - og alle støtter mig i ikke at begrænse mig, hvis det er det jeg vil.. Jeg er usikker - men et eller andet sted er jeg stadig bange for at vågne op en dag, og tænke nej tak - jeg melder mig ud… For hvis det alligevel er det der sker en dag, spilder jeg så ikke min tid nu? Jeg er forvirret.

Hvis du skulle dø i morgen. Hvad ville du så lave lige nu? hvem ville du ringe til eller hvor ville du tage hen. Hvad ville du foretage dig de sidste 10 timer af dit liv, hvis du havde præcis de samme ressourcer som du har nu. Det er spændende ik - det er enormt spændende. For den dag jeg regner ud hvordan man kan holde fast i lige netop den følelse, er den dag jeg for alvor lære at leve mit liv. Indtil videre vil jeg dog stadig omgive mig med kærlighed og positivitet. jeg tror på at det vigtigste er, at leve sit liv så man er lykkelig - uanset hvad det betyder - uanset hvem man er.

Måske er døden kun positivt. Måske er døden netop til for at lære os om hvad det er vi burde og skal. Måske lever mange mennesker i en neglicering af dødens vigtighed og budskab. Måske skal døden netop holde os i hånden i dette liv, før vi lære at leve det helt rigtigt.

nathaniel 09102008

 http://www.youtube.com/watch?v=Pe5p1BXNC…

Jeg faldt over nedenstående brev fra en amerikansk statsborger til en kvindelig religiøs radiovært, der har et program på en radiostation i USA hvor hun er citeret for at betegne homoseksuelle som vederstyggelige jf. 3. mosebog. Jeg må indrømme jeg ikke har tjekket korrektheden af citaterne fra de forskellige mosebøger. God fornøjelse.

Kære Dr. Laura
Tak for din indsats for at oplære folk i guds ord.
Jeg har lært så meget af dig, og jeg prøver at dele disse kundskaber med så mange som muligt. Hvis nogen forsøger at forsvare homoseksualitet, henviser jeg blot til 3. Mosebog 18:22, hvor der klart og tydeligt står, at homoseksualitet er en vederstyggelighed. Så er der ikke mere at sige til det. Men nu behøver jeg råd for at leve efter Guds ord. Altså:

1) Hver gang jeg brænder en okse som et offer, ved jeg at dette giver en duft som behager Herren. (3. Mosebog 1:9) Problemet er at naboerne klager, hvad gør jeg ?

2) Jeg ønsker at sælge min datter som slave (2. Mosebog 21:7). Med det nuværende prisniveau, hvad vil du mene er en fornuftig pris ?

3) I 3. Mosebog 24:44 står der klart og tydeligt at jeg må eje både mandlige og kvindelige slaver, når blot de er købt i et naboland. En af mine venner påstår at det kun gælder for mexicanere og ikke canadiere. Her er jeg lidt i tvivl. Må jeg eje en canadier ?

4) Jeg har en nabo der insisterer på at arbejde i sabbatten.
2. Mosebog 35:2 er utvetydig på dette punkt, han skal helt klart slås ihjel. Er jeg moralsk ansvarlig for at udføre dette selv ?

5) En af mine venner mener at selv om det er en vederstyggelighed at spise skaldyr, (3. Mosebog 11:10) så er homoseksualitet værre. Jeg er uenig. Hvem har ret ?

6) I 3. Mosebog 21:20 står det klart og tydeligt at man ikke må nærme sig guds alter hvis man ser dårligt. Jeg må indrømme at jeg er en smule nærsynet og bruger briller. Kan vi gøre undtagelser her ?

7) De fleste af mine venner går til frisøren.
De får klippet håret på siderne og tager skægget i kanten. Dette er helt klart en synd ifølge 3. Mosebog 19:27. Hvordan bør de straffes ?

8.) Jeg har læst i 3. Mosebog 11:7-8 at jeg ikke må røre rester af en død gris, da dette vil gøre mig uren. Må jeg spille amerikansk fodbold hvis jeg ifører mig handsker ?

9) Min onkel er landmand.
Han synder mod 3. Mosebog 19:19 fordi han planter to forskellige afgrøder på samme jord. Konen er ikke meget bedre, da hun går iklædt tøj lavet af to forskellige stoftyper. (bomuld og polyester). Min onkel har også den uvane at han bander meget. Er det virkelig nødvendigt at vi samler hele byen for at stene dem til døde, (3. Mosebog 24:10-16) ? Er det ikke nemmere bare at brænde dem til døde i et familieselskab som man plejer at gøre ved folk der har samkvem med sine slægtninge (3. Mosebog 20:14)?

Venligst
Patrich Jarnes

stille
tier jeg en tåre
jeg tænker intenst på få ting
én tanke
vækker mig efter en lang søvn
tunge lagner dækker min nøgne hud
så tunge jeg aldrig har haft dem af.
I melodiernes hus havde jeg mulighed for at synge alle sange,
nu skriger jeg tavst og klichèfyldt

jeg er for træt til at græde
derfor griner jeg højlydt.